Gud indvilgede nådigt at give Israels hær et andet bevis, som kunne rette op på deres fordrejede dømmekraft. Han forlangte derfor at hver stamme skulle tage en stav, og skrive navnet på deres fædres hus, på staven. "Og skriv Arons navn på Levis stav, thi hvert overhoved for fædrenehusene skal have een stav. læg dem så ind i åbenbaringsteltet foran vidnesbyrdet, der, hvor jeg åbenbarer mig for dig. Den mand, jeg udvælger, hans stav skal da grønnes; således vil jeg bringe israelitternes knurren imod eder til tavshed, så jeg kan blive fri for den.« "Derpå lagde Moses stavene hen foran Herrens åsyn i vidnesbyrdets telt. Da Moses næste dag kom ind i vidnesbyrdets telt, se, da var Arons stav, staven for Levis hus, grønnedes; den havde sat skud, var kommet i blomst og bar modne mandler. Da tog Moses stavene bort fra Herrens åsyn og bar dem ud til israelitterne, og de så på dem og tog hver sin stav. Men Herren sagde til Moses: »Læg Arons stav tilbage foran vidnesbyrdet, for at den kan opbevares til tegn for de genstridige, og gør ende på deres knurren, så jeg kan blive fri for den, at de ikke skal dø!« Gud gjorde her et mirakel som var nok til at fortie de israelitter der beklagede sig, og som skulle være et stående vidnesbyrd om at Gud havde fastsat præsteskabet på Aron. Alle de bemærkelsesværdige ændringer på staven skete på en nat, for at overbevise dem om at Gud udtrykkeligt havde sat skel mellem Aron og resten af Israels børn. Efter dette mirakel af guddommelig kraft, var præsteskabets myndighed ikke længere noget tvivlsspørgsmål. Denne forunderlige stav blev bevaret til et hyppigt skue for folket, der mindede dem om fortiden, der forhindrede dem fra at knurre, og atter betvivle hvem præsteskabet retmæssigt tilhørte. Efter at Israels børn var fuldt ud overbevist om deres fejl, at anklage Moses og Aron uretmæssigt, sådan som de havde gjort, så de deres tidligere oprør i dets tidligere lys, og de blev rædsel slagne. De "talte til Moses og sagde: Se vi dør, vi går tabt vi går alle tabt." De er omsider tvunget til at tro den uvelkomne sandhed at deres skæbne er at dø i ørknen. Efter at de troede det faktisk var Herren som havde sagt at de ikke skulle komme ind i det forjættede land, men de skulle dø, anerkendte de at Moses og Aron havde ret, og at de havde syndet imod Herren, i oprør imod deres myndighed. De bekendte også at Kora, og dem som gik tabt med ham, var syndere imod Herren, og at de retmæssigt havde lidt under hans vrede.