Da filistrene igen fører krig mod Israel, er Saul bange. Han har ingen hvile nogen farlig stund, og folket er splittet. Nogle tager med Saul i al hans ondskab. Andre kan ikke stole på hans dømmekraft, og ønsker en retfærdig hersker. Sauls sidste handlinger har været så grusomme, formastelige og forvovne, at hans samvittighed er en plage, der hele tiden opdrager på ham. Alligevel angrer han ikke sin ondskab, men udøver sin ubarmhjertige kurs med fortvivlet desperation, og med udsigten til en kamp, er han afsindig og melankolsk. Med sine store skyld på sig, går han så vidt at spørge Gud; men Gud besvarer ham ikke. Han har barbarisk massakreret Herrens præster, fordi de lod David flygte. Han ødelagde den by hvor præsterne boede, og en masse retfærdige personer døde, for tilfredsstille hans misundelige raseri. I sin fare turde han alligevel ikke nærme sig Gud, for at spørge om han skal føre krig med Filistrene.