Gud har ikke ladet meget sige i sit ord, der roser de bedste menneskers dydigheder, som har levet på jorden. Alle deres sejre, og store og gode gerninger, blev tilskrevet Gud. Han alene kan tage æren, han alene skal ophøjes. Han var alt og i alle. Mennesket var kun et redskab, et svagt instrument i hans hænder. Kraften og udmærkelsen kom alt sammen fra Gud. I mennesket så Gud en stadig tilbøjelighed til at forlade, og glemme ham, og til at dyrke skabningen i stedet for Skaberen. Derfor ville Gud ikke tillade at der blev efterladt så megen ros til mennesker på den hellige histories sider.