Jeg så, at der hviler et stort ansvar på forældre. De må ikke lade sig lede af deres børn, men må lede disse. Jeg blev henvist til Abraham. Han var tro i sit hus. Han bød sin husstand efter sig og dette blev ihukommet hos Gud. Han var trofast i sit hus. Derpå blev jeg henvist til Eli. Han optugtede ikke sine børn og de blev onde og slette og førte Israel på vildspor ved deres ugudelighed. Da Herren havde fortalt Samuel om deres synder og om den forbandelse, der ville følge, fordi Eli ikke holdt den i ave, sagde han, at deres synder aldrig i evighed skulle sones ved slagtoffer eller afgrødeoffer. Da Samuel fortalte, hvad Herren havde vist ham, føjede Eli sig deri og sagde: »Han er Herren; han gøre, hvad han tykkes bedst!« Guds forbandelse fulgte snart. Disse ugudelige præster blev ihjelslået og tredive tusind israelitter faldt og Guds ark blev taget af fjenden. Da Eli hørte, at Guds ark var taget, faldt ham baglæns ned og døde. Alt dette onde var en følge af, at Eli undlod at holde sine sønner i ave. Jeg så, at dersom Gud var så nøje med at lægge mærke til sådanne ting fordum, vil han ikke være mindre nøje i disse sidste dage.