Jeg fik vist hvordan nogle bekendende sabbatsholdere tilpassede sig verden. Oh, jeg så at det er en skændsel mod deres bekendelse, en skændsel mod Guds sag. De lyver over for deres bekendelse. De tror at de ikke er lig verden, men de er den så nær i klæder, i tale og handlinger, at der er ingen forskel. Jeg så dem pynte deres stakkels, dødelige kroppe, som hvert øjeblik kan udsættes for Guds fingers berøring og lægge sig i smertens seng. Oh, idet de nærmer sig deres sidste livsløb, så ordner dødelig smerte deres legemer og det store spørgsmål er: "Er jeg rede til at dø? rede til at stå foran Gud i dommen og gennemgå det store tilbageblik?" Spørg dem da hvordan de mærker pynten omkring deres legemer og om de har nogen fornemmelse af, hvad der skal beredes som Gud må se. De vil fortælle dig at hvis de kunne leve livet om, ville de gøre deres livsførelse bedre, undgå verdens tåbeligheder, dets forfængelighed og stolthed og ville smykke legemet med et beskedent udseende og give et eksempel for alle omkring dem. De ville leve for Guds ære. Hvorfor er det så svært at føre et selvfornægtende og ydmygt liv? Fordi bekendende kristne ikke er døde i verden. Det er let at leve, efter at vi er døde. Men mange længes efter Ægyptens porrer og løg. De har en tilbøjelighed til at klæde og handle så lig verden som muligt og alligevel komme til himlen. De kommer ikke igennem de smalle veje og snævre port.