Gud kræver ikke, at vore brødre skal tage sig af enhver fattig familie, som kommer til at antage dette budskab. Hvis de skulle gøre det, måtte prædikanterne høre op med at betræde nye virkefelter, fordi pengemidlerne ville udtømmes. Mange er fattige på grund af deres egen mangel på flid og sparsommelighed; de forstår ikke at bruge midlerne på rette måde. Dersom de blev hjulpet, ville det skade dem. Nogle vil altid være fattige. Selv om de fik de allerstørste fordele, ville de ikke afhjælpe deres forhold. De kan ikke gøre gode beregninger og opbruge alle de midler, de kunne opnå, enten de var meget eller lidt. Nogle kender intet til fornægtelse af selvet eller til at spare for at holde fri for gæld eller kunne lægge lidt til side, til de måtte behøve det. Dersom menigheden skulle hjælpe sådanne mennesker i stedet for at lade dem stole på deres egen hjælpekilder, ville det i længden skade dem; for de ville se han til menigheden og vente hjælp af den og de ville ikke øve selvfornægtelse og sparsommelighed, når der blev sørget godt for dem. Og hvis de ikke får hjælp hver gang frister Satan dem og de bliver nidkære og meget samvittighedsfulde på deres brødres vegne af frygt for, at disse skal forsømme deres pligt mod dem. Fejlen ligger hos dem selv. De er hildet i bedrag. De er ikke Herrens fattige.