Mange, der kun med vanskelighed kan opretholde livet, når de er alene, gifter sig og stifter familie, selv om de ved, at de ikke har noget at underholde denne med. Og hvad der er endnu værre: de kan ikke styre en familie. Hele deres handlemåde i familien præges af deres dårlige, slappe vaner. De har kun ringe herredømme over sig selv og er lidenskabelige, utålmodige og irritable. Når sådanne antager budskabet, mener de, at de er berettigede til støtte fra deres formuende brødre og hvis deres forventninger ikke bliver imødekommet, klager de over menigheden og beskylder den for ikke at efterleve sin tro. Hvem kan lide i dette tilfælde? Skal Guds sag undgælde og dens pengemidler på forskellige steder udtømmes for at man skal kunne tage sig af disse store fattige familier? Nej. Det må blive forældrene, der kommer til at lide. De vil som regel ikke lide større mangel, efter at de har antaget sabbaten, end før.