Vildledte dødelige mennesker dyrker onde engle i den tro, at de er deres afdøde venners ånder. Guds ord erklærer udtrykkelig, at de døde ikke mere har nogen del i, hvad der sker under solen. Spiritisterne siger, at de døde ved alt, hvad der sker under solen, at de meddeler sig til deres venner på jorden, giver værdifuld oplysning og udfører undere. Sal.115,17: »De døde priser ej Herren, ingen af dem, der steg med i det tavse.« Forvandlet til en lysets engel virker Satan med al uretfærdigheds bedrag. Han, som kunne tage Guds Søn, der en kort tid blev gjort ringere end englene og stille ham op på helligdommens tinde og tage ham ned sig op på et såre højt bjerg for at vise ham verdens riger, kan øve sin magt over menneskeslægten, som er Guds søn langt underlegen i styrke og visdom, selv efter at ham havde påtaget sig menneskets natur. I denne fordærvede tidsalder behersker Satan dem, der afviger fra det rette og vover sig ind på hans grund. Over sådanne øver ham en frygtelig magt. Jeg blev henvist til disse ord: »Indladende sig på ting, som han ikke har set, forfængeligt opblæst af sit kødelige sind.« Jeg så, at nogle tilfredsstiller deres nysgerrighed og indlader sig med djævelen. De har ingen egentlig tro på spiritismen og ville med forfærdelse vige tilbage for tanken om at være medier. Alligevel vover de sig ud og indtager en stilling, hvor Satan kan øve sin magt over den. Det er ikke deres mening at ville trænge dybt ind i dette værk; men de ved ikke, hvad de gør. De vover sig ind på djævelens grund og frister ham til at beherske dem. Den mægtige ødelægger betragter dem, som sit retmæssige bytte og øver sin magt over dem og det imod deres vilje. Når de ønsker at øve selvkontrol, formår de det ikke. De har overgivet deres sind til den onde og ham vil ikke frigive sine, men holder dem i fangenskab. Guds kraft, som svar på hans trofaste efterfølgeres alvorlige bønner er den eneste magt, der kan befri den besnærede sjæl.