Satans magt
Det faldne menneske er Satans retmæssige fange. Kristi mission var at frelse det fra dets store modstander. Mennesket har en natur lig tilbøjelighed til at følge Satans indskydelser og kan ikke med held modstå en så frygtelig fjende, medmindre Kristus, den mægtige sejrherre, bor i det, leder dets ønsker og giver det styrke. Gud alene kan begrænse Satans magt. Den onde strejfer om på jorden og gennemvandrer den. Af frygt for at gå glip af en anledning til at ødelægge sjæle forlader han ikke sin post et øjeblik. Det er vigtigt, at Guds folk forstår dette, for at det må kunne undfly hans snarer. Satan forbereder sine bedrag, for at Guds folk i hans sidste felttog imod dem ikke skal forstå, at det er ham. 2.Kor 11,14: »Og det er intet under; Satan selv giver sig jo skin af at være en lysets engel.« Medens nogle vildledte sjæle forfægter, at han ikke eksisterer, tager han dem til fange og virker i stor udstrækning gennem dem. Han ved bedre end Guds folk, hvilken magt de kan have over ham, når deres styrke er i Kristus. Når de i ydmyghed anråber den mægtige guddommelige sejrherre om hjælp, kan den svageste, der tror på sandheden og forlader sig fast på Kristus, med virkning tilbagevise Satan og hele hans hærskare. Han er for listig til at komme åbenlyst og frækt med sine fristelser, for i så fald ville en kristens sløve kræfter vågne og han ville sætte sin lid til den mægtige befrier. Men den onde kommer ubemærket og arbejder under dække gennem ulydighedens børn, som bekender sig til gudsfrygt. Satan vil anvende sin magt til det yderste for at forurolige, friste og vildlede Guds folk.