Neden under denne krone var der et andet scepter og på dette var der også anbragt en krone; i midten af denne var der juveler, guld og sølv, hvorfra der skinnede lidt lys. Indskriften på kronen var: "Jordisk skat. Rigdom er magt. Alle, som vinder mig, får ære og berømmelse." Jeg så en uhyre stor skare styrte frem for at få denne krone. Det var en støjende hob. I deres iver syntes nogle af dem at have mistet forstanden. De stødte til hverandre, skubbede dem, der var svagere, til side og trådte på dem, der i deres hastværk faldt omkuld. Mange greb med begærlighed fat i de skatte, som var inden i kronen og holdt fast ved dem. Nogles hoveder var hvide som sølv og deres ansigter var furede af bekymring og ængstelse. Deres egne slægtninge deres eget kød og blod agtede de ikke på, men når bønlige blikke vendtes mod dem, holdt de endnu fastere ved deres skatte, som om de var bange for, at de i et ubevogtet øjeblik skulle miste lidt eller lade sig overtale til at dele med dem. Deres begærlige blik fæstede sig ofte ved den jordiske krone og talte dens skatte gang på gang. I denne skare sås nogle, som var billeder på savn og elendighed og stirrede længselsfuldt på disse skatte, men så håbløse vendte sig bort, når de stærkere overmandede de svagere og drev dem tilbage. De kunne imidlertid ikke således give tabt, men sammen med en flok krøblinge, sygelige og aldrende forsøgte de at trænge frem til den jordiske krone. Nogle døde under forsøget på at nå den. Andre faldt, netop idet de var ved at gribe den. Mange havde netop grebet den, da de faldt om. Døde legemer lå strøet rundt omkring på marken; alligevel styrtede skaren frem, trampende på deres faldne og døde kammeraters legemer. Enhver, som nåede hen til kronen, fik del i den og blev højlydt tiljublet af en interesseret flok, der stod omkring den.