De mænd, hvis hoveder var hvidhårede af ælde og hvis ansigter var blevet furede af bekymring, men som dog greb begærligt efter skattene i kronen, var de gamle, der kun havde få år igen at leve i. Alligevel var de ivrige efter at sikre sig deres jordiske skatte. Jo mere de nærmede sig graven, med desto større ængstelighed klyngede de sig til dem. Intet kom deres egne slægtninge til gode. Medlemmerne i deres egne familie fik lov til at arbejde over evne for at der kunne spares lidt penge. De gjorde ikke brug af dem til andres bedste, ej heller til deres eget. For dem var det nok at vide, at de havde dem. Når deres pligt til at lindre de fattiges trang og til at støtte Guds sag bliver fremholdt for dem, bliver de bedrøvede. De ville med glæde modtage det evige liv som en gave, men vil ikke, at det skal koste dem noget. Betingelserne er for svære. Men Abraham ville ikke holde sin egen søn tilbage. I lydighed mod Gud kunne han lettere ofre dette forjættelsens barn, end mange ville ofre lidt af deres jordiske besiddelser.