Igen fik jeg vist Martin Luther, som Gud oprejste for at gøre et særligt arbejde. Hvor dyrebar var ikke kendskabet til sandheden åbenbaret gennem Guds ord, for ham! Hans sind hungrede efter noget sikkert, så han kunne bygge sit håb på, at Gud ville være hans Fader og himlen hans hjem. Det nye og dyrebare lys, som gik op for ham fra Guds ord, var af uvurderlig værdi og han tænkte om han gik frem med det, kunne han overbevise verden. Han stod op mod en falden kirkes vrede og styrkede dem, som holdt fast sammen med ham ved de rige sandheder i Guds ord. Luther var Guds udvalgte redskab til at rive hykleriets klædning af pavekirken og fremvise hendes fordærv. Han løftede ivrigt sin stemme og i Helligåndens kraft og råbte imod og fordømte ledernes og folkenes gældende synder. Proklamationer gik ud for at dræbe ham hvor han end måtte findes: han synes af være overladt til et overtroisk folks barmhjertighed som var lydig overfor hovedet i den romerske kirke. Han anså dog ikke sit liv for kært til sig selv.