Han var ved at svare for sin tro, for den største statelige forsamling og i tro på Gud, ventede Luther på styrke. I en stund blev hans tapperhed og tro prøvet. Farer i enhver form blev vist for ham. Han blev bedrøvet. Skyer samlede sig omkring ham og skjulte Guds ansigt for ham. Han længes efter at kunne gå frem med en overbevist forvisning om at Gud var med ham. Han kunne ikke være tilfreds medmindre han blev lukket ind til Gud. Med sønderknuste råb sendte han sin forpinte bøn til himlen. Til tider synes hans ånd at blive svag, idet hans fjender, i hans fantasi, mangedoblede sig for ham. Han skælvede i sin fare. Jeg så at Gud i sit kloge forsyn beredte ham på sin vej, at han ikke måtte glemme hvem han skal stole på og at han ikke skulle fare anmassende på. Gud gjorde ham til sit eget redskab, egnet til det store arbejde, der lå foran ham.