Luthers rolige fremfærd, var i stærk modsætning til den vrede og det raseri, der udvistes af disse såkaldte store mænd. De kunne ikke bekæmpe ham og få ham til at tilbagekalde sandheden. I ophøjet enkelhed og rolig fasthed stod han som en klippe. Hans fjenders modstand, deres raseri og truseler, brusede ligesom en mægtig bølge, mod ham og brød sig uskadelig for hans fødder. Han forblev uberørt. De ærgrede sig over at deres magt, som havde fået konger og fornemme til at skælve, således blev foragtet af en ydmyg mand og de længes efter at få ham til at mærke deres vrede, ved at torturere hans liv væk. Men ham, som er mægtigere en jordens magthavere, havde dette frygtløse vidne i sin varetægt. Gud havde et arbejde for ham at gøre. Han måtte endnu lide for sandheden. Han måtte se at den arbejdede sig møjsommeligt igennem vanskelige forfølgelser. Han måtte se den iklædt sækkelærred omgivet af fanatismens skam. Han måtte klare at retfærdiggøre den og være dens forsvarer når jordens mægtige kræfter søgte at rive den ned. Han kom til at se dets sejr og rive pavedømmets vildfarelse og overtro væk. Luther fik en sejr i Worms, som svækkede pavedømmet, hvilken nyhed blev spredt til andre riger og nationer. Det var et virkningsfuld slag, til fordel for reformationen.