Jeg fik vist at Gud er ikke afhængig af noget menneske, for hans sags fremgang. Han oprejser og udruster mennesker til at føre budskabet til verden. Han kan gøre sin styrke fuldkommen i menneskers svaghed. Kraften er fra Gud. Kvik tale, veltalenhed, vil ikke forvandle en enkel sjæl. Bestræbelserne bag talerstolen kan oprøre sindene, de tydelige argumenter må være overbevisende, men Gud giver dem væksten. Gudfrygtige mennesker, trofaste og hellige mennesker, som fører dét ud i deres daglige liv, som de forkynder, vil udøve en frelsende indflydelse. En stærk prædiken frembragt fra talerstolen kan påvirke manges sind; men en lille uforsigtighed fra prædikantens side fra talerstolen, en manglende dybde i talen og sand gudfrygtighed, vil modvirke hans indflydelse, fjerne de gode indtryk, som han har givet. De nyomvendte vil blive hans; i mange tilfælde vil de søge efter ikke at strække sig højere end deres forkynder. Der vil ikke ske et gennemgribende arbejde hos dem. De er ikke omvendes til Gud. Arbejdet er overfladisk og deres indflydelse vil være en skade for dem, som virkelig søger Herren. En prædikants medgang er afhængig af hans optræden bag talerstolen. Når han afslutter prædiken og forlader talerstolen, er hans arbejde ikke færdigt; det er kun begyndt. Han må nu føre det ud i livet, som han har forkyndt. Han bør ikke handle uagtsomt, men sætte en vagt over sig selv, så ikke noget af det han kan gøre eller sige kan udnyttes af fjenden og Kristi sag bliver til skamme.