Selv om vor frelses Ophav arbejdede og led for os, fornægtede han sig selv og hele hans liv var et langt slid og afsavn på fornødenheder. Han kunne have overstået sine dage på jorden i bekvemmelighed og overflod og givet sig selv hen med dette livs fornøjelser; men han tog ikke hensyn til sin egen bekvemmelighed. Han levede for at gøre andre godt. Han led for at redde andre fra lidelse. Han holdt ud til enden og fuldførte det arbejde han havde fået. Alt dette var for at frelse os fra ødelæggelse. Og kan vi så, værdiløse genstande for så stor kærlighed, søge en bedre position i dette liv, end det var givet af vor Herre? Hvert øjeblik i vort liv har vi taget del i hans store kærligheds velsignelser og af netop den grund kan vi ikke helt indse dybderne i at vi er frelst fra uvidenhed og elendighed. Kan vi se på ham hvem vore synder har boret sig ind i og vil så ikke drikke ydmygelsens og sorgens bitre bæger sammen med ham? Kan vi se på den korsfæstede Kristus og ønske at komme ind i hans rige på nogen andre måder end ved megen trængsel?