Jeg fik vist valdenserne og hvad de led for deres religion. De studerede samvittighedsfuldt Guds ord og levede op til det lys, som skinnede på dem. De blev forfulgt og drevet fra deres hjem, deres ejendomme, som var erhvervet ved hårdt arbejde, men blev taget fra dem og deres huse brændt. De flygtede til bjergene og led dér utrolige vanskeligheder. De udholdt hunger, fattigdom, kulde og nøgenhed. De eneste klæder, som mange af dem kunne få, var dyreskind. Og alligevel spredtes de og hjemløse samles for at forene deres stemmer i sang og prise Gud, for at de blev regnet værdige til at lide for Kristi navn. De opmuntrede og beskyttede hinanden og var taknemmelig for selv deres forfærdelige behandling. Mange af deres børn blev syge og døde af kulde og sult, alligevel tænkte deres forældre ikke ét øjeblik, at opgive deres religion. De vurderede Guds kærlighed og gunst højt, langt over jordisk bekvemmelighed eller verdslig rigdom. De fik trøst fra Gud og med behagelig forventning så frem til gengældelsens løn.