Når Herren havde udført Helbredelser, pålagde han ved flere Anledninger dem, som han havde velsignet at de ikke skulde fortælle nogen, hvad han havde gjort. De burde have fulgt hans Formaninger og indset, at Kristus ikke for intet havde krævet Tavshed fra deres Side, men at han havde en Grund for sin Befaling, og de burde på ingen Måde have tilsidesat hans udtrykkelige Ønske. Det burde have været nok for dem at vide, at han ønskede, de skulde tie, og at han havde gode Grunde for sin indtrængende Anmodning. Herren vidste, at når han helbredte de syge og udførte Undergerninger for at give den blinde Syn og rense den spedalske, så stillede han sit Liv i Fare; thi dersom Præsterne og Øvesterne ikke vilde godkende de Beviser, han gav dem på sin guddommelige Mission, så vilde de fordreje og forfalske og rette Anklage imod ham. Det er rigtigt, at han gjorde mange Undergerninger i Folkets Påsyn; men i nogle Tilfælde bad han om, at de, som han havde velsignet, ikke skulde fortælle nogen, hvad han havde gjort for dem. Når der rejste sig fordom, når folk nærede Misundelse og gik ud for at opsøge sådanne, som vilde høre og værdsætte den Sandhed, han kom for at meddele.