Vor frelser var verdens lys; men verden kendte ham ikke. Han var stadig beskæftiget med barmhjertighedsgerninger og sendte lys og opmuntring omkring på enhvers sti; men alligevel henkaldte han ikke deres opmærksomhed, men hvem han omgikkes, på sin uforlignelsige dyd, selvfornegtelse, selvopofrelse og gavmildhed. Jøderne holdt ikke af et sådant liv. De anså hans gudsfrygt for at være uden værdi, fordi den ikke stemte overens med deres rettesnor og regel for fromhed. De kom til den slutning, at Kristus ikke var religiøs hverken i sind eller væsen; thi deres religion bestod i udvortes pragt, i at bede offentlig og i at gøre barmhjertighedsgerninger for at anses af menneskene. De udbasunerede sine gode gerninger i lighed med dem, om gør fordring på helliggørelse. De ønskede, alle skulle forstå, at de var uden synd. Men hele Kristi liv stod i ligefrem modsætning til dette; han søgte hverken ære eller vinding. Da han på sin vidunderlige måde helbredede de syge, gjorde han det så roligt som muligt, endskønt han ikke kunde tilbageholde den begejstring, som de, der modtog hans store velsignelser, udviste. Ydmyghed og sagtmodighed udprægede hans liv. Men farisæerne ville ikke annamme ham, netop fordi han var så sagtmodig i sin vandel og så beskeden i sin opførsel, der stod i så stærk modsætning til deres egen opførsel og vandel.