Mange, som siger sig at være helliggjorte, er aldeles uvidende om nådens virkninger på hjertet. Når de sættes på prøve, erfarer man, at de ligner den egenretfærdige farisæer. De kan ikke tåle modsigelse; de lægger sund fornuft og dømmekraft til side og stoler udelukkende på sine følelser, idet de grunder sine påstande om at være helligggjorte på følelser, som de til en eller anden tid har erfaret. De fastholder sine påstande om hellighed på en stivsindet, hårdnakket måde, idet de taler overflødige ord, men frembærer ingen dyrebar frugt som bevis derpå. Disse personer, som giver sig ud for at være helliggjort, bedrager ikke alene sin egen sjæl ved sine påstande; men de udøver en indflydelse, der vildleder mange, som har et oprigtigt ønske om at rette sig efter Guds vilje. Man hører dem gentage atter og atter: "Gud fører mig. Gud underviser mig. Jeg lever uden synd." Mange, som kommer i berøring med dette sindelag, træffer noget mørket, hemmelighedsfuldt, som de ikke kan fatte, men det er dog noget, som aldeles ikke ligner Kristus, det eneste sande mønster.