Apostlen søgte selv at opnå det samme mål som Hellighed, som han fremsætter for sine brødre. Han skriver til filippenserne: "Men hvad der var mig en vinding, det har jeg for Kristi skyld agtet for tab; ja sandeligen, jeg agter og alt for tab mod Kristi Jesu, min herres, Kundskabs ypperlighed. . . . At jeg kan kende ham og hans opstandelses kraft og hans lidelsers samfund, så jeg bliver dannet til at ligne ham i hans død, om jeg dog kunde nå de dødes opstandelse. Ikke at jeg har allerede grebet det eller er allerede fuldkommen; men jeg gager derefter, om jeg dog kan gribe det, efterdi jeg er greben af Kristus Jesus. Brødre, jeg agter sikket mig selv at have grebet det. Men ét gør jeg: forglemmende, hvad der er bagved, og rækkende efter det, som er foran, iler jeg mod målet, til det klenodie, som hører Guds kald her ovenfra i Kristus Jesus." Der er en slående modsætning mellem den pralende, egenretfærdige påstand, som de, der siger sig at være syndfrie, fremkommer med, og apostlenes beskedne udtryk. Dog var det den renhed og den troskab, som han udviste i sit eget liv, der gjorde hans formaninger til sine brødre så kraftige.