Da Paulus skrev: "Men han selv, den fredens Gud, hellige eder ganske og aldeles," formanede han ikke sine brødre til at stille sig en opgave, som det var dem umuligt at opnå; han bad ikke, at de skulde få velsignelser, som Gud ikke ville skænke dem. Han vidste, at alle, som skal blive skikkede til at møde Kristus i fred, må eje et rent og helligt væsen. "Hver den, som kæmper, er afholdende i alt; hine vel for at annamme en forkrænkelig krone, men vi en uforkrænkelig. Derfor løber jeg ikke som på det uvisse; jeg fægter som den, der ikke slår i vejret. Men jeg spæger mit legeme og holder det i trældom, at ikke jeg, som prædiker for andre, skal selv blive forskudt." "Eller ved I ikke, at eders legeme er den Helligånds tempel, som er i eder, hvilken I har af Gud, og at I ikke er eders egne? Thi I er dyrekøbte; ærer derfor Gud i eders legeme og i eders ånd, hvilke hører Gud til."