Man optænkte nu en plan, hvormed man kunde omstyrte ham. Hans fjender kom sammen i paladset og anførte kongen om at udstede en forordning, at ingen person i hele riget skulde bede noget hos Gud eller noget menneske uden hos kong Darius i tredive dage, og at om nogen overtrådte den forordning, skulde han kastes i løvekulen. Kongen kendte ikke til disse mænds had imod Daniel og havde ikke mindste mistanke om, at denne befaling på nogen måde kunde skade ham. Ved at smigre for kongen fik de ham til at tro, at det ville være ham en stor ære at udstede en sådan forordning. Med et djævelsk smil på sine ansigter kommer de ud fra kongens nærværelse og jubler over, at de har lagt en snare for Guds tjener.