Apostlen Johannes blev udmærket frem for sine brødre som den discipel, "hvem Jesus elskede". På samme tid, som han ikke mindste grad var fej, svag eller vaklende i sin karakter, besad han dog et venligt væsen og et varmt, elskende hjerte. Man ser, at han særlig nød Kristi venskab, og han fik mange beviser på Frelserens tillid og kærlighed. Han var en af de tre, som fik lov at skue Kristi herlighed på forklarelsens bjerg og hans angst i Getsemane; og Vorherre overlod sin moder til Johannes varetægt i de sidste timer af sin angst på korset. Frelserens kærlighed til den elskede disciple gengældte denne med hele sin inderlige hengivenheds styrke. Johannes klyngede sig til Kristus, ligesom slyngplanten klynger sig til den stadselige støtte. For Mesterens skyld udsatte han sig modig for at fare i domssalen og holdt sig nær til Kristus, og da han fik bud om, at Kristus var opstanden, skyndte han sig til graven, og i sin store iver sprang han forbi den nidkære Peter.