Medens Johannes tænkte på det, som gik for sig på Horeb, kom Guds ånd over ham - hans ånd, som helligede den syvende dag. Han tænkte på, hvorledes Adam syndede og overtrådte den guddommelige lov, og hvilke forfærdelige følger denne overtrædelse medbragte. Den uendelige kærlighed, som Gud udviste, idet han hengav sin søn som en genløsnings betaling for en fortabt slægt, forekom ham så stor, at han manglede ord til at udtrykke dem. Idet han omtaler den i sit brev, råber han til menigheden og verden at se derpå: "Ser, hvor stor en kærlighed Faderen har bevist os, at vi skal kaldes Guds børn! Derfor kender verden os ikke, fordi den kender ham ikke." Det var Johannes uforklarligt, hvorledes Gud kunde lade sin søn dø for en oprørsk slægt, og han var aldeles forbauset over, at frelsens plan, som havde kostet himlen så meget, skulde forkastes af dem, for hvem Gud havde gjort et så uendeligt offer.