Johannes mindes de mærkværdige begivenheder, som han havde set i Kristi liv. I tanken nyder han atter de dyrebare anledninger, som han engang har begunstiget med, og han erholder stor trøst deraf. Pludselig hindres han i sine betragtninger; nogen tiltaler ham i tydelige og klare toner. Han vender sig om for at se, hvorfra stemmen kommer, og se, han beskuer sin mester, hvem han har elsket, med hvem han har vandret og samtalet, og hvis lidelser på korset han har beskuet. Men hvor forandret Frelserens udseende er! Han er ikke længere "en mand fuld af pine og forsøgt i sygdom"; han bærer ingen mærker efter sin fornedelse. Hans øjne er som ildsluer; hans fødder er lig det skinnende kobber, som glæder i ovnen; hans røst er som mange vandes lys; hans ansigt skinner ligesom middagssolen. Han har syv stjerner i sin Hånd, der forstiller menighedens forstandere. Af hans mund udgår det et tveægget, skarpt sværd, der er et billede på den kraft, som ledsager hans ord.