Den elskede discipel blev her forundt så ophøjede privilegier, som næppe nogen dødelig har nydt. Dog lignede han Kristus så meget i sin karakter, at stolthed ikke fandt rum i hans hjerte. Hans ydmyghed bestod ikke kun i en bekendelse; men det var en dyd, der passede ham ligeså naturligt som en klædning. Han søgte altid at skjule sin egne retfærdige handlinger og at undgå alt, som kunde henføre opmærksomhed til ham selv. I sit evangelium omtales Johannes som den discipel, hvem Herren elskede; men han holder eet hemmeligt, at han selv var den, som Jesus således ærede. Hans opførsel var ikke besmittet af egenkærlighed. I sit daglige liv lærte og efterlevede han kærlighedens bud i fuldeste mål. Han havde høje begreber om de kærlighed, som skulde råde mellem kødelige søskende og kristelige søskende. Han fremholdt indtrængende denne kærlighed som et væsentligt træk hos Jesus efterfølgere. Har man ikke denne, så er det forgæves, at man bekender sig til at være en kristen.