I de mange vandes lyd, idet dyb kaldte til dyb, hørte profeten Skaberens røst. Havet, der kom i oprør ved stormens ubarmhjertige vind, forestillede for ham den fortørnede Guds vrede. De bjerghøje bølger, hvis frygtelige magt begrænsedes af en usynlig hånd, talte til Johannes om en uendelig magt, der beherskede dybet. I modsætning hertil indså han og følte, hvor tåbelige og svage de forkrænkelige støvets kryb er, når de glæder sig i sin egen visdom og styrke og opstiller sit hjerte mod verdensaltets hersker, som om Gud var i mindste måde lige dem. Hvor blind og ufornuftig den menneskelige hovmod her! Om Gud velsigner jorden med solskin og regn en eneste time, bidrager det mere til at forandre naturens udseende, end mennesket med al sin formentlige kundskab og fine vedvarende bestræbelser kan udrette hele livet igennem.