Profeterne havde grædt over Israels frafald og de frygtelige ødelæggelser, som de blev hjemsøgt af for deres synders skyld. Jeremias ønskede, at hans øjne var en tåre kilde , for at han kunne græde dag og nat over de dræbte blandt hans landsmænd og over Herrens folk i fangenskab. Jer. 9, 1;13, 17. (norsk overs.) Hvilken sorg må da, ikke .have fyldt ham, hvis profetiske blik ikke blot spændte over år, men over århundreder! Han så dødsengelen med sværdet hævet imod den by, der så længe havde været Herrens bolig.: Fra Olie bjergets top - det selv samme sted, som senere blev besat af Titus og hans hær - så han ud over dalen og betragtede de hellige forgårde og buegange, og med tårefyldte øjne så han som i et frygteligt syn murene omringet af fremmede hære. Han hørte fodtrin ene af hære, som stillede op til slag. Han hørte mødre og børn råbe på brød i den belejrede by. Han så dens hellige og smukke tempel og dens paladser og tårne blive flammernes hytte, og han så de rygende ruiner, hvor de engang havde ligget.