Jesus så ud over Jerusalem fra Oliebjergets top. Det var et smukt og fredfuldt syn. Det var påske, og Jakobs børn var kommet sammen fra alle lande for at fejre den store nationale fest. De terrasseformede høje, de prægtige paladser og de massive fæstninger i Israels hovedstad knejsede over haverne og vingårdene og de grønne skråninger, hvor pilgrimmenes telte lå tæt. Zions datter synes at udbryde i stolthed: "Jeg sidder som en dronning, og sorg skal jeg ingenlunde se." Hun var lige så fager nu og anså sig for at være lige så sikker på himlens gunst som da den kongelige trubadur århundreder i forvejen sang: "Smukt løfter sig hans hellige bjerg, al jordens fryd, Zions bjerg, ... den store Konges by." Sl. 48, 2. Templets prægtige bygninger lå udbredt for hans blik. Den nedgående sols stråler belyste dets snehvide marmormure og gav genskin i dets gyldne port og i dets tårne og tinder. Således fremtrådte "skønhedens krone," jødefolkets stolthed. Hvilken israelit kunne betragte dette skue uden at blive grebet af glæde og beundring!