På flugt fra døden
Der omkom ikke en eneste kristen under Jerusalems ødelæggelse. Kristus havde advaret sine disciple, og alle de, der troede på hans ord, gav agt på det tegn, som han havde lovet dem. "Når I ser Jerusalem omringet af krigshære," sagde Jesus, "så skal I vide, at dens ødelæggelse er nær. Da skal de, der er i Judæa, flygte op i bjergene; og de, der er inde i byen, skal drage ud ad den." Luk. 21, 20. 21. Da romerne havde omringet byen under ledelse af Cestius og alt syntes klart til stormangreb, hævede de pludselig belejringen. De belejrede, som havde opgivet håbet om at kunne yde virkningsfuld modstand, skulle lige til at overgive sig, da den romerske general trak sine tropper tilbage, tilsyneladende uden ringeste grund. Men Gud ledede i sit nådige forsyn begivenhederne til bedste for sit folk. De ventende kristne havde fået det lovede tegn, og nu fik alle de, der ville, lejlighed til at efterkomme Frelserens opfordring. Forholdene blev lagt således til rette, at hverken jøderne eller romerne hindrede de kristnes flugt. Da Cestius trak sig tilbage, gjorde jøderne udfald fra Jerusalem og forfulgte hans hær under tilbagetrækningen. Da de to hære var optaget af at holde hinanden i skak, kunne de kristne forlade byen. På dette tidspunkt var der heller ikke fare for, at deres flugt ville blive hindret af fjender ude i landet. Under belejringen var jøderne samlet i Jerusalem for at fejre løvhyttefesten, og de kristne i hele landet kunne derfor flygte uantastet. Uden tøven bragte de sig i sikkerhed i byen Pella i Perea på den anden side af Jordan.