Tusinder omkom af sult og pest. Menneskene syntes at være fuldstændig blottede for naturlige følelser. Mændene stjal fra deres hustruer og hustruerne fra deres mænd. Børnene rev maden ud af munden på deres gamle forældre. Profetens spørgsmål: "Glemmer en kvinde sit diende barn?" blev bekræftet inden for den domfældte bys mure. "Blide kvinders hænder kogte deres børn; børnene blev til føde for dem, da mit folk blev knust." Es. 49, 15. Klages. 4, 10. Nu opfyldtes den profeti, som var fremsat 1400 år i forvejen: "Og den mest forvænte og blødagtige af dine kvinder, som aldrig har prøvet at træde med sin fod på jorden for blødagtighed og forvænthed, skal se skævt til sin mand, der hviler i hendes favn, og til sin søn og datter; ... men i mangel på alt fortærer hun dem [børnene] selv i løndom under den trængsel og nød, din fjende bringer over dig inden dine porte." 5. Mos. 28, 56. 57.