Det var et frygteligt syn for romerne - men hvordan må det ikke have virket på jøderne? Hele toppen af det bjerg, der dominerede byen, flammede som en vulkan. En for en styrtede bygningerne sammen med et vældigt brag og forsvandt i flammehavet. Cedertræslofterne stod i lys lue, de gyldne spir skinnede som glødende spydspidser, og porttårnene sendte høje ild og røgsøjler til vejrs. De nærliggende høje var fuldt oplyste, og mørke klynger af mennesker fulgte ødelæggelserne med skræk og fortvivlelse. På murene og i de højere liggende kvarterer i den øvre bydel var der tæt med ansigter; nogle var blege af den dybeste fortvivlelse, andre havde hævntørst malet i blikket. Råbene fra de romerske soldater, som løb frem og tilbage, og skrigene fra de oprørere, som omkom i flammerne, blandede sig med lyden fra de brølende flammer og braget fra det nedstyrtende bjælkeværk. Bjergene gav ekko af skrigene fra de mennesker, som befandt sig på høj ene. Langs murene lød der skrig og gråd. Mennesker, som var lige ved at segne af sult, samlede deres sidste kræfter til et angstfyldt, fortvivlet skrig.