Dag efter dag, en hel uge igennem, blev Luther ved med at prædike for lydhøre skarer. Guds ord brød den fanatiske ophidselses trolddom. Evangeliets magt førte det vildledte folk tilbage til sandhedens vej. Luther nærede intet ønske om at mødes med disse fanatikere, hvis fremfærd havde forårsaget så meget ondt. Han vidste, at de var mennesker med en usund dømmekraft og et ubalanceret sind, som, mens de hævdede at være særlig oplyste af himlen, ikke ville tåle den mindste modsigelse eller selv den venligste bebrejdelse eller råd. De tiltog sig selv den øverste myndighed og krævede, at alle uden at stille spørgsmål skulle gå ind på deres krav. Men da de forlangte en sammenkomst med ham, indvilligede han i at møde dem; og det lykkedes ham så godt at afsløre dem, at bedragerne med det samme forlod Wittenberg.