Præsterne var forfærdede ved tanken om, at jævne folk nu skulle blive i stand til at diskutere Guds ords forskrifter med dem, og at deres egen uvidenhed på denne måde skulle afsløres. Deres menneskelige ræsonnementer var magtesløse våben mod Åndens sværd. Rom opbød al sin myndighed for at forhindre Skriftens udbredelse, men bandlysning og tortur var alt sammen forgæves. Jo mere Rom fordømte og forbød Bibelen, jo ivrigere blev folk efter at vide, hvad den egentlig lærte. Enhver, som kunne læse, higede efter selv at studere Guds ord. De førte det med sig overalt og læste det om og om igen og var ikke tilfredse, før de havde lært store dele af det udenad. Da Luther så, med hvilken glæde Det nye Testamente blev modtaget, begyndte han straks på en oversættelse af Det gamle Testamente og udgav de enkelte dele, så hurtigt som han fik dem færdige.