"Lykkeligvis var de klar over, efter hvilket princip denne overenskomst var truffet, og de handlede i tro. Hvilket var da dette princip? Det var Roms ret til at tvinge samvittigheden og forbyde fri oplysning. Men havde da ikke både de selv og deres protestantiske undersåtter ret til at nyde religiøs frihed? Jo, som en gunst, der var særligt betinget dem i denne ordning, men ikke som deres ret, Med hensyn til alt uden for overenskomsten skulle det store myndighedsprincip herske; samvittigheden havde ingen retsbeskyttelse. Rom var den ufejlbare domstol og måtte adlydes. Hvis den foreslåede overenskomst var blevet godkendt, ville det have betydet, at religionsfriheden skulle være begrænset til det reformerte Sachsen, og for hele den øvrige del af kristenheden skulle fri oplysning og udøvelse af den reformerte tro være forbrydelser, som måtte bekæmpes med fangehul og bål. Kunne de give deres samtykke til at begrænse religionsfrihed en? Til at lade bekendtgøre, at reformationen havde vundet sin sidste tilhænger? At den havde underlagt sig sit sidste stykke land? Og at hvor end Rom i denne time regerede, der skulle dets herredømme vare evigt? Kunne reformatorerne have hævdet, at de var uskyldige i disse hundredes og tusinders blod, der som følge af denne overenskomst ville komme til at ofre livet i de katolske lande? Dette ville i denne afgørende time have været at forråde evangeliets sag og de kristnes frihed!" Wylie, b. 9, ch. 15. Nej, så ville de hellere "ofre alt, selv deres riger, deres kroner og deres liv." - D' Aubignè, b. 13, ch. 5,