Katolikkerne besluttede at undertrykke det, som de kaldte "fræk stædighed." De begyndte med at forsøge at skabe splittelse, blandt reformationens tilhængere og sprede frygt blandt alle, som ikke åbent havde erklæret sig til gunst for den. Til slut blev fristædernes repræsentanter kaldt for rigsdagen og opfordret til at tilkendegive, om de ville tiltræde forslagets betingelser. De anmodede om udsættelse, men forgæves. Da de skulle bestå prøven, tog næsten halvdelen af dem reformatorernes parti. De, der således nægtede at ofre samvittighedsfriheden og retten til selvstændig bestemmelse, vidste godt, at den stilling, de indtog, udpegede dem til fremtidig kritik, fordømmelse og forfølgelse. En af de delegerede sagde: "Vi må enten fornægte Guds ord - eller lade os brænde." - Samme, b. 13, ch. 5.