Kong Ferdinand, kejserens repræsentant på rigsdagen, indså, at forordningen ville volde alvorlig splittelse, hvis ikke fyrsterne kunne overtales til at antage og støtte den. Derfor forsøgte han sig med overtalelseskunst, da han godt vidste, at hvis man brugte magt over for mænd af denne slags, ville det kun gøre deres beslutning endnu mere fast. Han "bad indtrængende fyrsterne om at godkende dekretet og forsikrede dem, at kejseren så ville være overordentlig tilfreds med dem." Men disse tro mænd anerkendte en myndighed, som var hævet over jordiske herskeres, og de svarede roligt: "Vi vil adlyde kejseren i alt, hvad der kan bidrage til at opretholde freden og Guds ære." - Samme, b. 13, ch. 5.