Nu var det kejserlige parti overbevist om, at de kristne fyrster ville holde sig til den hellige skrift og betragte den som hævet over alle menneskelige læresætninger og fordringer, og de vidste, at hvor som helst dette princip blev godkendt, ville pavedømmet til sidst blive omstyrtet. Men som tusinder andre efter deres tid, som kun betragter "de synlige ting," smigrede de sig med, at kejserens og pavens sag var stærk og reformationens svag. Hvis reformatorerne kun havde været afhængige af menneskers hjælp, så ville de have været ligeså magtesløse, som katolikkerne mente. Men skønt de var få i antal og i strid med Rom, havde de dog styrke. De indankede deres sag "fra rigsdagens afgørelse til Guds ord, og fra kejser Karl til Jesus Kristus, kongernes Konge og herrernes Herre." - Samme, b. 13, ch. 6.