Tysklands fjender fremmer reformationen
Der var kommet en mørk og truende tid for reformationen. Trods ediktet fra Worms, som havde erklæret Luther for fredløs og forbudt at lære eller tro på hans læresætninger, havde religiøs tolerance dog hidtil haft overtaget i riget. Guds forsyn havde holdt de kræfter, der modarbejdede sandheden, i tømme. Karl V higede efter at knuse reformationen, men skønt han ofte løftede hånden for at slå, var han blevet nødt til at rette slaget andetsteds hen. Atter og atter syntes det uundgåeligt, at alle, som vovede at modsætte sig Rom, måtte gå deres undergang i møde - men i det afgørende øjeblik dukkede enten de tyrkiske hære op ved den østlige grænse, eller kongen af Frankrig eller endog paven selv erklærede krig i misundelse over kejserens tiltagende magt. På denne måde havde reformationen midt i nationernes strid og tummel fået lov til at styrkes og udfolde sig.