På Paulus' tid blev det evangelium, som han var blevet fængslet for, således talt for den kejserlige stads fyrster og fornemme mænd. På samme måde blev ved denne lejlighed det, som kejseren havde kundgjort ikke måtte forkyndes fra prædikestolen, forkyndt i paladset, og det, som af mange var blevet anset for uegnet selv for tjenestefolks ører, blev nu forkyndt for en undrende forsamling af rigets øverste mænd. Tilhørerne var konger og stormænd; de som prædikede, var kronede fyrster, og prædikenen var Guds kongelige sandhed. "Siden apostlenes dage," siger en forfatter, "er der aldrig sket en større gerning eller aflagt en mere storslået bekendelse." D' Aubignè, b. 14, ch. 7.