Alle samfundsklasser prægedes nu af mistro og rædsel. Midt i den almindelige ophidselse kunne det ses, hvor fast et greb den lutheranske lære havde fået i de mænd, som særligt udmærkede sig ved kundskaber, indflydelse og en ædel karakter. Høje og betroede stillinger stod pludselig ledige. Håndværkere, bogtrykkere, lærere universitetsprofessorer, forfattere og selv hofmænd forsvandt. Mange hundrede flygtede fra Paris og forlod af egen fri vilje deres fædreland, og for manges vedkommende lod de derved for første gang skinne igennem, at de var tilhængere af den reformerte tro. Katolikkerne blev højligt forbavsede ved tanken om de kættere, som de havde tålt iblandt sig uden at mistænke dem. Deres raseri gik ud over de mindre fornemme ofre, som var i deres magt. Fængslerne var overfyldt, og selve luften syntes formørket af røgen fra de martyrbål, hvorpå evangeliets tilhængere blev brændt.