Frans I havde været stolt over at være en af lederne for den store bevægelse for videnskabens genoplivelse, som karakteriserede det 16. århundredes begyndelse. Det havde været ham en glæde at samle videnskabsmænd og forfattere fra alle lande ved sit hof. Den tolerance, hvormed han havde betragtet reformationen, skyldtes, i hvert fald i nogen grad, hans kærlighed til videnskaben og hans foragt for munkenes uvidenhed og overtro. Men nu var denne videnskabens beskytter opfyldt af iver efter at tilintetgøre kætteriet, og han udstedte en lov, som forbød, at noget skrift blev trykt i Frankrig. Frans I er et af de talrige eksempler på, at videnskabelig dannelse ikke er noget bolværk mod religiøs intolerance og grusomhed.