Farel var sikker på, at han i Calvin havde fundet en, som han kunne samarbejde med i dette arbejde. I Guds navn bønfaldt han højtideligt den unge evangelist om at blive og arbejde her. Calvin trak sig forskrækket tilbage. Frygtsom og fredselskende som han var, gøs han tilbage for at komme i berøring med befolkningens tapre, uafhængige og ligefrem voldsomme temperament. Hans svage helbred og hans hang til studier fik ham til at foretrække et liv i ensomhed. Han mente, at han kunne tjene reformationens sag bedst ved hjælp af sin pen, og derfor ønskede han at finde et fredeligt sted, hvor han kunne studere og gennem det trykte ord instruere og opbygge menighederne. Men han opfattede Farels højtidelige anmodning som et budskab fra himlen og turde ikke sige nej. Han sagde, at det forekom ham, "at Guds hånd var rakt ned fra himlen, og at den greb ham og uigenkaldeligt holdt ham fast på det sted, som han var så ivrig efter at forlade." - D`Aubignè: History of the Reformation in Europe in the Time of Calvin, b. 9, ch. 17.