I Nederlandene fremkaldte pavens tyranni allerede tidligt en beslutsom modstand. 700 år før Luthers tid anklagede to biskopper frygtløst den romerske pave. Disse to var blevet sendt med et gesandtskab til Rom, og der havde de erfaret "den hellige stols" sande natur: Gud "har sørget for kirken, sin dronning og brud, med en ædel, evigtvarende forsyning til dens familie, en medgift, som er uvisnelig og uforgængelig, og givet hende en evig krone og et evigt scepter; ... alle disse velgerninger tilraner du dig som en tyv! Du indretter dig i Guds tempel; i stedet for at være hyrde, er du blevet en ulv blandt fårene; ... du vil gerne lade os tro, at du er den øverste biskop, men du optræder snarere som en tyran. ... Mens du burde være tjenernes tjener, som du kalder dig, stræber du efter at blive herrernes herre! ... Du bringer Guds bud i vanry! ... Helligånden er den, som opbygger alle kirker, så langt som jorden rækker. ... Vor Guds stad, hvis borgere vi er, når ud til alle himlenes egne, og den er større end den by, som af de hellige profeter kaldes Babylon, den, som foregiver at være guddommelig, hæver sig selv til skyerne og praler af, at dens visdom er udødelig; og endelig - skønt uden grund - af, at den aldrig har taget fejl eller nogensinde kan gøre det." - Gerard Brandt: History of the Reformation in and About the Low Countries, b. l, p. 6.