I overværelse af kongen og Sveriges ypperste mænd forsvarede Glaus Petri med megen dygtighed reformationens lære imod romerkirkens forkæmpere. Han erklærede, at kirkefædrenes lære kun kunne godkendes, hvis den stemte overens med Skriften; at troens væsentlige læresætninger fremstilles klart og enkelt i Bibelen, så alle mennesker kan forstå dem. Kristus sagde: "Min lære er ikke min egen, men hans, som sendte mig," Joh. 7, 16. og Paulus erklærede, at hvis han ville prædike noget andet evangelium end det, han havde modtaget, ville han være forbandet. Gal. 1,8. "Hvorledes," sagde reformatoren, "skulle da andre vove at vedtage dogmer efter deres eget forgodtbefindende og pålægge andre dem, som noget, der er nødvendigt for at blive frelst?" - Wylie, b. 10, ch. 4. Han påviste, at kirkens forordninger ikke har nogen autoritet, hvis de er i modstrid med Guds bud, og han håndhævede det store protestantiske princip; at "Bibelen og Bibelen alene" er rettesnor for troen og dens udøvelse.