Det store princip, som disse reformatorer håndhævede - det samme, som var blevet hævdet af valdenserne, Wiclif, Johan Hus, Luther, Zwingli og dem, der gjorde fælles sag med dem var den hellige skrifts ufejlbarlige myndighed som rettesnor for tro og livsførelse. De benægtede, at paver, kirkernøder, kirkefædre og konger havde ret til at herske over samvittigheden i religionsanliggender. Bibelen var deres højeste autoritet, og ud fra den bedømte de alle læresætninger og påstande. Troen på Gud og hans ord holdt disse fromme mænd oppe, når de ofrede deres liv på bålet. "Vær ved godt mod," råbte Latimer til sin medmartyr, da flammerne var ved at bringe deres stemmer til tavshed, "ved Guds nåde skal vi i dag tænde et sådant lys i England, at det sikkert aldrig skal slukkes." - Works of Hugh Latimer, vol. 1, p. XIII.