Statsreligion og tvang
I England svækkede indførelsen af protestantismen som statsreligion forfølgelsen noget, men den standsede den ikke helt. Skønt man havde givet afkald på mange af Roms læresætninger, var ikke så få af dets skikke bevaret. Man forkastede pavens overhøjhed, men i stedet blev monarken ophøjet til kirkens overhoved. Inden for kirkens gudstjeneste var der stadig store afvigelser fra evangeliets renhed og enkelhed. Endnu forstod man heller ikke det store princip om religionsfrihed. Skønt de protestantiske regenter kun sjældent tog i brug de samme frygtelige metoder, som Rom anvendte mod kætteriet, så tillod man ikke hvert menneske retten til at dyrke gud efter sin egen samvittighed. Det var krævet uf alle, at de skulle antage den lære og overholde den form for gudstjeneste, som var foreskrevet af statskirken. De, der havde en afvigende mening, blev i større eller mindre grad forfulgt i de kommende århundreder.