I det 17. århundrede blev tusinder af præster afsat fra deres embede. Med trusler om store bøder, fængsel og landsforvisning blev det forbudt folk at overvære nogen anden form for religiøse sammenkomster end dem, der var godkendt af kirken. De trofaste, som ikke kunne afholde sig fra at samles for at tilbede Gud, var tvunget til at mødes i mørke gyder, i skumle kvistkamre og på nogle af årets tider ved midnatstid i skovene. I skovens skyggefulde dyb, dette tempel, som Gud selv har bygget, samledes disse adspredte og forfulgte Guds børn for at udøse deres hjerte i bøn og lovsang. Men trods al deres forsigtighed måtte mange lide for deres tro. Fængslerne var overfyldte, familier blev splittede. Mange blev forvist til fremmede lande. Dog var Gud hos sit folk, og forfølgelsen havde ikke magt til Ilt bringe deres vidnesbyrd til tavshed. Mange blev fordrevet over havet til Amerika, og her lagde de grunden til den borgerlige og religiøse frihed, som har været dette lands bolværk og hæder.