John Wesley (1703-91) og hans venner kom til at se, at sand fromhed bor i hjertet, og at Guds lov gælder tankerne lige såvel som ord og gerninger. I deres overbevisning om, at hjertets renhed var lige så nødvendig som at forbedre sig i det ydre, tog de med dyb alvor fat på at leve et nyt liv. Ved de flittigste bestræbelser og megen bøn prøvede de at kue det naturlige hjertes ondskab. De levede et liv i selvfornægtelse, barmhjertighed og ydmygelse og overholdt strengt og nøjagtigt alt, hvad de mente kunne bidrage til at hjælpe dem til at opnå det, de mest af alt ønskede - denne fromhed som skulle sikre dem Guds velbehag. Men de opnåede ikke det de søgte. Det var forgæves, at de prøvede at frigøre sig fra syndens forbandelse eller bryde dens magt. Det var den samme kamp, som Luther havde oplevet i sin celle i Erfurt. Det var det samme spørgsmål, som plagede hans sind: "Hvad ret har en dødelig over for Gud?" Job. 9, 2.